Han var den største baseballstjerne i New York. Hun var den for nylig kronede Playboy Playmate of the Millennium. De var to kunstnere på toppen af deres erhverv. Da det var New York, var det bare et spørgsmål om tid, før deres veje krydsede hinanden.
En aften i december sidste år mødtes legekammerat Darlene Bernaola og New York Mets-fangeren Mike Piazza på Chaos på Manhattan. De talte. De kunne godt lide. Hr. Piazza fik fru Bernaolas nummer fra sin agent. Og pludselig var den fyr, som hver lille Leaguer ønsker at være, sammen med den kvinde, hver fyr ønsker at gå sammen med.
Det bliver ikke let. Baseball og kvinder blander sig bare ikke i New York. Du kan stille et All-Star Team med mislykkede baseballromanser. Derek Jeter og Mariah Carey, Joe DiMaggio og Marilyn Monroe, Mamie Van Doren og Bo Belinsky - alle forsøgte og undlod at blande kærlighed og baseball. (Og lad os ikke glemme, at i Bernard Malamuds baseballroman The Natural sender den blotte tilstedeværelse af Memo Paris Roy Hobbs i en forfærdelig slagtilfælde. Men hej, det er en helt anden historie.)
Måske er disse to forskellige.
Vi har det sjovt. Det er sejt, sagde hr. Piazza, kort før en nylig kamp på Shea Stadium. Hun er en fantastisk person. Vi har det bare sjovt og tager det dag for dag.
En eftermiddag fortalte fru Bernaola sin rejse fra stridende Peru til Playboy's sider og derfra til Mr. Piazza, mens hun spiste frokost på Fox Hounds restaurant på tværs af gaden fra sin tvillingsøsters lejlighed i Battery Park City.
Hun havde blåfarvede solbriller, en lavt udskåret blå top, sandaler og en diamant Playboy -ikon halskæde omkring halsen. Tatoverede på ydersiden af hendes højre ankel var initialerne M.P.
Jeg elsker at se ham spille, sagde fru Bernaola. Jeg ville ikke se nogen anden, og jeg ville ikke se et andet hold, og jeg ville sandsynligvis ikke se hans hold spille, men jeg kan godt lide at se ham spille. Han er fantastisk. Jeg kan ikke tro den styrke, han har.
Fru Bernaola ser Mr. Piazza fra sin skybox med udsigt over højre felt på Shea Stadium. Hun går aldrig glip af et hjemmekamp. Nogle gange bringer hun sin familie; mange gange går hun bare alene.
Hvis jeg alene er i suiten, koncentrerer jeg mig virkelig, sagde fru Bernaola. Hvis han ikke spiller, vil jeg se tv eller noget. Hvis han spiller, har jeg fuld koncentration. Jeg elsker den lidenskab, han har.
Fru Bernaola sagde, at hun og hr. Piazza, uden for banen, er ligesom ethvert andet par. Du ville blive overrasket, sagde hun. Vi er sådan et normalt par. Vi kan godt lide at blive hjemme. Vi kan godt lide at se tv. Vi kan godt lide at tilbringe tid sammen med vores familier. Vi kan godt lide at gøre normale ting.
Fru Bernaola blev født i Los Angeles. Hendes forældre blev adskilt, da hun og hendes tvillingsøster Carol var et år gammel. Hun flyttede sammen med sin mor og søster til Chanchamayo, Villa Rica, Peru, hvor hendes mors familie driver en kaffeplantage. Byen havde kun én telefon; Fru Bernaola blev opdraget i et palæ med 13 soveværelser og en pool.
Da fru Bernaola var 16, modtog hendes familie et brev fra den peruanske terrorgruppe Sendero Luminoso, som kun et år tidligere havde kidnappet to af fru Bernaolas fætre. Brevet sagde, at Bernaola-tvillingerne ville være næste.
Fru Bernaolas mor pakkede sine to døtre afsted til Miami. De delte en lejlighed og fik job hos McDonald's. Vi kom fra en god familie, sagde fru Bernaola. Vi har aldrig rengjort i vores liv. Vi havde tjenestepiger, der gjorde alt dette for os. Og derfra gik vi til fattigdom.
Fru Bernaola flyttede til New York og arbejdede hos Tijuana Tom's i West Village. Efter tre år i New York vendte hun tilbage til Peru. Det var der, hun mødte en amerikansk marine fra Iowa, der var stationeret på den amerikanske ambassade i Lima.
De blev forelsket, og parret rejste til Iowa for at blive gift. Men 24 timer før ceremonien, da fru Bernaola og hendes forlovede kørte til et supermarked, vendte en dumper, der kørte i den modsatte retning, hen over kløften og ramte deres bil. Fru Bernaolas forlovede døde i ulykken.
Han var den mest vidunderlige person, sagde fru Bernaola. Han var en engel. Det var den slags person, du møder, og du kan ikke tro, at de er sande.
Fru Bernaolas bækken blev brudt to steder, hendes hånd i 20. Mens hun kom sig på et hospital i Miami, fik hendes søster sin store pause.
Under et søgefest efter Playboy 's Playmate of the Millennium at Chaos i Miami fangede Carol Bernaola øjet hos en Playboy-redaktør. Da redaktøren fik at vide, at Carol havde en identisk tvilling, var søgningen afsluttet.
Darlene og Carol Bernaola udgjorde et 12-siders layout, hvor tvillingerne solede sig på en Miami-strand, dansede i en natklub og badede i et boblebad. (Turn-ons: intelligens, romantik; turn-offs: uvidenhed, mangel på klasse, løgne.)
Fru Bernaola sagde, at Playboy-billedet var velsignet på grund af ligheder mellem datoerne for fotoshoot og vigtige datoer i hendes afdøde forlovedes liv.
Så mange ulige ting skete, sagde fru Bernaola. Mærkelige, magiske ting. Alle de gange, jeg gik for at tage mine skud, havde det noget at gøre med min forlovede. Enten var det hans fødselsdag eller hans jubilæum. Det blev fuldstændig sendt fra Gud. Alle datoer havde noget med ham at gøre.
Den sjove del er, at da vi var i Peru, da han vidste, at vi kom til USA, viste han mig et Playboy-magasin. Han sagde, 'Se, skat.' Jeg var ligesom, 'Du vil ikke have de ting i mit hus, hvis jeg skal gifte dig med dig.' Han var som, 'Nej, nej, du skulle være herinde . Vi rejser over hele byen, indtil de vælger dig. Du skulle prøve det, Darlene, alle mine venner fortæller mig, at du skal være i Playboy. '
Da Playboy 's Playmates of the Millennium edition kom på aviskiosker, gjorde det Bernaola-tvillingerne til mindre berømtheder i USA. Tilbage i deres hjemland var de dog gudinder.
En hundrede menneskemængder hilste på tvillingerne i Lima lufthavn, da de vendte tilbage til Peru, efter at bladet blev offentliggjort. Peruvianske embedsmænd sendte blomster og sedler. To tv-stationer førte en bitter krig for at få et eksklusivt interview med tvillingerne. En gade i deres tidligere hjemby blev navngivet til ære for søstrene. Præsident Alberto Fujimori inviterede dem til morgenmad i præsidentpaladset.
Vi har billeder i paladset, sagde fru Bernaola. Vi havde fuld adgang til paladset og fik siddet i hans stol.
Omfanget af hendes berømmelse blev hurtigt klart. I Peru på dagen for en fodboldkamp kan du ikke se nogen på gaden; byen er død, sagde hun. Og den dag vi skulle komme ud live på tv, var alle i deres huse og prøvede at se os. Desværre blev det, der burde have været en festdag for mændene i Peru, forvandlet til en sorgedag, da stationen, der tabte interviewet, saboterede sin rivales transmission.
Derefter, tilbage i New York, på en Playboy-fest i Chaos i december sidste år, mødte fru Bernaola Mr. Piazza.
Min søster er en stor baseball-fan, og hun var som: 'Dette er Mike Piazza. Han er en stor baseballmand, sagde fru Bernaola. Jeg var som: 'Åh, jeg ved ikke noget om baseball, men det er en fornøjelse at møde dig.'
Et par måneder senere fik hr. Piazza fru Bernaolas telefonnummer. De begyndte at tale over telefonen, og snart var de et par.
Da vimpelløbet blev opvarmet i slutningen af august, fik fru Bernaola en smagsprøve på livet med hr. Piazza, mens hun fulgte ham på en biltur til Cincinatti. Nogle mennesker genkendte mig, og den næste ting jeg ved, er en fyr, der råber: 'Mike, du suger!' hun sagde. Jeg vendte mig rundt for at se, hvem det var. Da jeg rejser, ved folk, at jeg er hans kæreste, så de bukker og klapper, fordi jeg rejser. Efter spillet er jeg som: 'Mike, de bukkede mig.' Og han er som: 'Nu ved du, hvordan jeg har det.'
(Det er bagsiden af en berømt historie om forholdet mellem Monroe og DiMaggio. Monroe fortalte engang Yankee godt med detaljer om en særlig tilbedende modtagelse, hun modtog. Titusinder af mennesker klappede - du kan ikke forestille dig, sagde hun. Ja , kunne han, svarede DiMaggio.)
Fru Bernaola kan ikke forklare hr. Piazzas nedgang i september ved pladen. Det er den sidste ting, han vil tale om, sagde hun. Jeg ved ikke for meget om baseball selv. Vi taler slet ikke om baseball.
Hun sagde, i modsætning til at tale i pressen og mellem sikkerhedsvagterne i Shea, har parret ingen planer om at blive forlovet.
Vi tager det virkelig dag for dag, sagde hun. Vi har ikke travlt. Jeg kommer rundt, han kommer rundt. Hvis den dag kommer, bliver det fantastisk. Utrolig. Vi tager det derfra. Vi har et smukt, fantastisk forhold, og det handler om det.
Siden Playboy-udbredelsen er fru Bernaola blevet tilbudt føringen i en peruansk sæbeopera, og hun har næsten afsluttet en selvbiografi. Fru Bernaola har endnu ikke fundet en udgiver, men hun er klar til, hvornår hun gør det.
Den, der skal lægge min bog ud, bliver nødt til at sætte den nøjagtigt, som jeg vil have den, sagde fru Bernaola. Selvom jeg siger ordene forkert, vil jeg have det sådan, for det er mig. Dette er en bog om, hvad jeg har gennemgået. Du er nødt til at sætte det på min dårlige engelsk. Hvis du ikke vil have det, skal du ikke tage det. Fordi det er mig. Det er mig. Hvis du kan lide det, godt. Hvis du ikke gør det, alt for dårlig. Når selvbiografien er afsluttet, sagde fru Bernaola, at hun vil begynde at arbejde på manuskriptet.
I mellemtiden vil Playboy have Bernaola-tvillingerne tilbage til decemberudgaven. Det lyder som om fru Bernaola mener, at en returflyvning til bladets sider måske er en svigt. Hun er trods alt en legekammerat fra årtusindet. Jeg håber, de ikke vælger mig, sagde fru Bernaola. Det er som at sige: 'Jeg er fru USA og jeg vil være fru Florida.' Det er som om de tager titlen væk.
Frokosten var forbi. Fru Bernaola måtte løbe ærinder med sin søster. Da hun krydsede South End Avenue, blev hun mødt med en venlig eksplosion fra en forbipasserende brandbil. Fru Bernaola vendte sig om og vinkede til de grinende brandmænd.
Jeg griner af den slags ting, sagde hun.
Den aften sad fru Bernaola alene i Mr. Piazzas skybox og så fangeren gå 0 til 3. Efter spillet ventede hun uden for Mets omklædningsrum med spillernes koner. Derefter kørte parret til Mr. Piazzas palæ i New Jersey.
